Mærsk sælger olie- og gasvirksomhed i milliardhandel

Den danske oliegigant Mærsk og det franske olieselskab Total rækker hinanden hånden. Der er tale om en handel, hvor Total overtager Mærsk Oil. 

En handel til 50 milliarder kroner

Den danske olie- og skibsgigant Mærsk meddelte i sidste uge, at man har indgået en aftale om at sælge sine olie- og gasaktiver til det franske olieselskab Total. Aftalen er en økonomisk sværvægter på omkring 50 milliarder danske kroner.

En del af handlen er, at Mærsk overtager en del af Totals aktier. Med den del af handlen ender Mærsk med at købe 3,76 procent af den franske virksomhed, når aftalen er faldet på plads og er gennemført. Udover dette vil olieselskabet Total påtage sig en gæld på i alt næsten 16 milliarder kroner.

Total er en af de største olievirksomheder i verden. Virksomheden dækker hele olie- og gaskæden, helt fra råolie- og naturgasefterforskning og produktion til transport, raffinering, markedsføring og international oliehandel.

Handlen er en langsigtet investering

I den danske lejr ser man positivt på handlen og glæder sig over den. Søren Skou, som er direktør i Mærsk, ser handlen som en investering i Mærsks fremtidige udvikling.

”Når vi skal vurdere den bedste fremtidige struktur i ejerskabet af Mærsk Oil er det vigtigt for os, at kapaciteterne og aktiverne i Mærsk Oil forsætter med at udvikle sig, og at langsigtede investeringer opretholdes, især i den danske del af Nordsøen”, siger Søren Skou som er direktør i Mærsk.

Søren Skou mener, at salget af Mærsk Oil kan frigive ressourcer hos den danske kæmpevirksomhed. Ressourcer som kan hjælpe virksomheden med at fokusere på fremtidig vækst.

”Værdiansættelsen af Mærsk Oil og Totals engagement er et testamente til Mærsk Oils kvalitet og status. Derudover vil aftalen styrke AP Møller–Mærsks økonomiske fleksibilitet og frigøre ressourcer til at fokusere vores fremtidige vækst inden for containerfragt, havne og logistik”, siger Søren Skou.

Ifølge Mærsks egen pressemeddelelse planlægger Total at beholde Mærsk Oils nuværende kontorer i København og Esbjerg operationelle. Der er altså ikke tale om, at Mærsk Oil må hive teltpælene op og flytte deres arbejde til Frankrig på grund af aftalen. Danmark vil således fungere som base og udgangspunkt for driften af Totals arbejde i Danmark, Norge og Holland.

En del af en ny strategi

Sidste år afslørede Mærsk, at man tænker i nye baner og benytter sig af nye strategier. Annonceringen af den nye tilgang kom i kølvandet på faldende oliepriser. Mærsk har valgt at dele den nye strategi op i to dele henholdsvis ”Transport og Logistik” og ”Energi”.

Mærsk Oil startede sin drift helt tilbage i 1962, da AP Møller-Mærsk vandt retten til at bore efter olie i Nordsøen. Det blev starten på nogle ekspansive år og i 1975 fik den danske oliegigant ret til at udvikle oliefelter i Danmark. I dag er Mærsk Oil aktiv i en række lande rundt omkring i verden blandt andet USA, Irak, Angola og Kasakhstan.